Hjem OPSKRIFTERHOVEDRET Indisk inspireret vegetarret med kikærter, broccoli og spinat

Indisk inspireret vegetarret med kikærter, broccoli og spinat

af Jens
Indisk inspireret vegetarret | © HaveTilBord & EBBESEN photography 2024

I denne indisk inspirerede vegetarret med kikærter og spinat, har jeg – fordi jeg godt kan lide kål – tilføjet små broccoli buketter, hvilket ikke gjorde vegetarretten ringere. Den blev endvidere piftet lidt op med en let yoghurt baseret dressing og som tilbehør serverede jeg lune nan-brød.

Det er klassisk indiske retter som “Chana (kikærter) Saag (spinat) og Chole Palak – der har været idegivende til denne indiske inspireret vegetarret. Retterne er kendetegnet ved at kombinere kikærter og spinat i en krydret tomatbaseret sovs. Retterne er populære i hele Indien, dog særligt i det nordlige Indien.

For at tilberede denne indisk inspirerede vegetarret startede jeg med at sautere løg, hvidløg og ingefær i olie i en sauterpande. Herefter tilsatte jeg krydderierne: spidskommen, koriander, garam masala og gurkemeje. Sluttelig tilsatte jeg forkogte kikærter, små broccolibuketter og hakket spinat, efterfulgt af grovhakkede tomater. Retten stod herefter og simrede ved lavt blus indtil ingredienserne var møre. Inden servering smagte jeg den til med lidt salt.

Indisk inspireret vegetarret | © HaveTilBord & EBBESEN photography 2024

Vegetarretter har ikke altid stået højt på mine madlister, men efter jeg begyndte at rejse i Indien ændrede dette sig. Med krydderier hjemtaget i bagagen begyndte mine eksperimenter med at tilberede indisk inspirerede vegetarretter. Indiske vegetarretter er utrolig varierede og smagfulde.

Da jeg kom til Indien første gang troede jeg at karry var det mest kendte og anvendte krydderi, men til min store overraskelse kendte de butikker jeg var i godt karry, men de forhandlede det ikke. Derimod stiftede jeg hurtigt bekendtskab med krydderiblandingen Garam Masala, hvor ingredienserne er: koriander, kanel, nelliker, ingefær, spidskommen, fennikel, sort peber, chili, kardemomme, stjerneanis, laurbærblade, solsikkeolie, muskatnød. Garqm masala bruges typisk til at tilføje smag og aroma til de forskellige retter. Blandingen varierer fra region til region da lokale krydderier ofte indgår i blandingen. Så Garam Masala er ikke Garam Masala!

Hvis du vil eksperimentere med at tilberede indisk inspirerede retter er Garam Masala et godt krydderi at starte med, men andre krydderier som spidskommen, korianderpulver, gurkemeje, paprika, knuste chiliflager eller Cayenne peber kommer man som regel heller ikke uden om.

IMG 4076

Kikærter anvendes ofte i vegetarretter på grund af deres høje proteinindhold, fiber og næringsværdi. De er en fremragende kilde til vegetabilsk protein, jern, folat og komplekse kulhydrater, hvilket gør dem ernæringsmæssigt gavnlige og velegnede som køderstatning.

Jeg vil anbefale at du til denne ret også fremstiller en yoghurt dressing bestående af yoghurt, hvidløg, koriander, citron og salt.

Velbekomme!

Opskrifts separator | Have til Bord
Recipe below in danish
Indisk inspireret vegetarret | © HaveTilBord & EBBESEN photography 2024

Indisk inspireret vegetarret med kikærter, broccoli og spinat

I denne indisk inspirerede vegetarret med kikærter og spinat, har jeg – fordi jeg… HOVEDRET Indisk mad, Indisk inspireret mad, kikærter, garam masala, mad fra indien, European UDSKRIV DENNE
ANTAL (KUVERTER): 6 Forberedelsestid: Tilberedningstid:
Nutrition facts: 200 calories 20 grams fat
Rating: 5.0/5
( 1 voted )

INGREDIENSER

  • 2 dåser kikærter - forkogt i ca 7-8 min
  • 3 dl vand
  • 2 løg -hakket fint
  • 3 fed hvidløg - hakket fint
  • Frisk ingefær efter smag - hakket fint
  • olie til stegning
  • 1 spsk. garam masala, indisk krydderiblanding
  • 1 spsk. spidskommen, stødt
  • 1 spsk. gurkemeje pulver (stødt)
  • 1 spsk koriander pulver (stødt)
  • 500 g friske tomater - hakket groft
  • 1-2 dl vand
  • salt
  • 300 g frisk spinat

DIP

  • 125 g græsk yoghurt
  • saften fra en halv citron
  • 3 spsk frisk hakket koriander - gem lidt til pynt
  • salt
  • evt. 1 spsk flydende honning

INSTRUKTIONER

  1. Dræn kikærterne, skyld dem godt i koldt rindende vand og hæld dem i en tykbundet gryde sammen med 3 dl vand. Bring gryden i kog og kog kikærterne i 7-8 min ved svag- til middel varme. Tag herefter gryden af blusset.
  2. Hak løg, hvidløg og ingefær fint. Sauter dem herefter i en sauterpande i lidt olie. Når løgene bliver klare tilsættes krydderierne.
  3. Rør det hele godt sammen og tilsæt herfter de forkogte kikærter sammen med vædsken. Rør rundt og steg videre i 2-3 minutter.
  4. Tilsæt nu de groft hakkede tomater samt de småbroccoli buketter. Rør det hele godt samen og lad retten simre ved svag varme indtil broccolibuketterne er næsten møre. Smag retten til med salt.
  5. Lige inden servering tilsættes spinaten som herefter koges ind til den falder sammen.
  6. Mens spinaten falder sammen røres dressingen og nan brødene tilberedes iht. instruktionerne på pakken.
  7. Server retten portionsanrettet eller på et stort fad.
  8. Velbekomme.

 

Related Articles

Læg en kommentar