Persille (Petroselinum crispum). 2-årig.
Mange plantenavne er knyttet til navnet Petrus, der som bekendt betyder klippe. Vi har Sankt Peders Hue (eller nøgle), primila veris, en af de allerførste forårsblomster, som navnet udtrykker på latin. Eller Sankt Peders Murkrud, parietaria officinalis, eller persille. Fælles for dem alle er, at de ynder kalkholdig jord eller ligefrem vokser i klippe eller mursprækker. Persillen vokser vildt ved Middelhavet. den trives bedst i halvskygge og ynder en kraftig kalkholdig jordblanding.
Kruspersille.
Her i danmark bruger vi mest den art af persille, som har de meget krusede, fjersnitdelte blade, mørkegrønne og stærkt duftende. Der findes en art, rodpersille, hvoraf man også kan bruge bladene som krydderi og roden som grøntsag. Kruspersillen danner det første år en smuk bladroset, som man kan klippe af sommeren igennem. Andet år må man sørge for at så igen, så man har ny persille at skære af, når den gamle blomstrer og dermed er værdiløs.
Persillefrø har ord for at gro langsomt, ja, i gamle dage troede man, at frøet vandrede ni gange ned til den onde, inden den begyndte at spire. I hvert fald skal man sikre sig, at jorden er tjenlig, inden man sår persille, så frøene ikke rådner i jorden. Persille er en af de få krydderurter, man kan købe hele året, så man behøver ikke at tørre den. Men har man masser af kraftig persille om efteråret, kan man udemærket fryse bladende – eller små poser terninger af hakket persille, som ikke fylder meget i fryseren.
Persille i maden.
Brugen af persille ere velkendt både til kød, fisk, suppe og sauce, og man kan godt slå fat, at får vi ikke nogen anden form for grønt i den daglige husholdning i Danmark, vil der dog altid optræde en lille dusk persille til pynt og som det grønne drys. Sidstnævnte var meget populært blandt kokke i 60’erne.
Glatbladet persille
Også i fransk mad er persille en af de mest brugte krydderurter, omend men her mest dyrker en glatbladet type, der blivere højere end kruspersillen. persillen har så fremtrædende en plads, at udtrykket “fines herbes” – der egentlig betyder flere krydderurter – ofte udelukkende har været brugt om friskhakket persille. Personligt foretrækker jeg denne variant i min madlavning.
Persillade.
Persille kombineres fint med hvidløg, og i Frankrig ja sågar i mange Italienske retter hakker man ofte persille og hvidløgsfedene sammen til en persillade, der tilsættes en ret umiddelbart før servering, eller som benyttes som drys. Kogte pillede kartofler løftes op på et højere plan, hvis de inden serveringen vendes i persillade, der har snurret et øjeblik i gryde med gyldnet smør.
Historie.
For grækerne betød persillen i oldtiden sorg, mens romerne bar den i glædekranse, go de mente, at persillen kunne mildne virkningen af for rigelig vin-konsumering. I middelalderen kom persillen til norden som læge- og krydderurt, og i den sidste egenskab har den holdt sig uforandret siden da. Man kan roligt sige, at persillen er for danskerne, hvad dild er for svenskerne og mynten for englænderne.
Kilde: Havens krydderurter, Gads Natur Forum 1983
